Giv omsorg til din efterfødselskrop
Her kan du læse om hvordan jeg kan hjælpe dig igennem din graviditet, samt eventuelle problemer du har i den forbindelse.
Efterfødsel
Mange af de gener, som man måske kan opleve under graviditeten, stopper ofte når man har født. Men nogle gener hænger ved og nye kan komme til. Mange af de gener der kan opstå efter en fødsel – uanset hvor lang tid siden fødslen har været – er bl.a.:
SMERTER I BEVÆGEAPPARATET
Det kan være smerter, som fortsætter efter graviditeten, som bækkensmerter, lændesmerter, halebenssmerter, hovedpine m.m. Men det kan også være nye. Noget af det jeg ofte ser, er spændinger i øvre ryg og nakke/skulder, som ofte opstår grundet den pludselige nye vægtforskydning ned gennem kroppen, det at bære et lille barn i armene hele tiden, amning osv.
DELTE MAVEMUSKLER
Alle gravide får delte mavemuskler. Nogle oplever at mavemusklerne samler sig hurtigt og uden problemer, mens andre oplever store gener i forbindelse med det. Jeg kan hjælpe dig med at vurdere dine mavemuskler efter fødslen og kommer med gode råd og vejledning ift. at hjælpe mavemusklerne på rette vej.
KEJSERSNIT
Et kejsersnit kan både være ønsket eller uønsket og mere eller mindre akut. Uanset årsagen til kejsersnittet, vil det altid være en del af din krop. For nogle sker helingen måde fysisk og psykisk uden problemer, men for mange skal der hjælp til.
Et kejsersnit er et stort indgreb som skaber et stort ar. Arvævet er vigtigt at holde elastisk og mobilt, så det ikke giver gener som fx mave-tarm-problemer, menstruationssmerter, lændesmerter m.m. Jeg behandler både nyere og ældre kejsersnit. Et kejsersnit kan nemlig skabe problemer uanset alder, hvilket i princippet gælder al arvæv.
BÆKKENBUNDEN
Bækkenbunden er under et stort pres under graviditeten og fødslen. Derfor er det naturligt, at mange mærker gener herfra.
Desværre er der mange som ikke får genoptrænet bækkenbunden efter en graviditet, og det kan få konsekvenser senere hen som inkontinens, nedsynkning af underlivet og problemer i bevægeapparatet. Heldigvis er det aldrig for sent at begynde at behandle og genoptræne bækkenbunden, men jo hurtigere man får det gjort efter fødslen, jo mindre risiko vil der være for komplikationer.